Når du sparer på strømmen, sparer du penge og reducerer din miljøbelastning på samme tid. De private husholdninger står for cirka en tredjedel af energiforbruget i Danmark, og der er derfor stort potentiale i at yde en kollektiv indsats for at bruge mindre energi. Læg dertil at de danske elpriser er steget meget de senere år særligt i 2022.
Hvis dit forbrug og din elregning pludselig galoperer i den forkerte retning, er der specielt god grund til, at du giver dit elforbrug et eftersyn. Måske har du en strømsluger i form af gamle el-apparater i husstanden; måske har du fået hjemmearbejdsplads, eller måske er der kommet flere el-apparater i din bolig.
Hvis du vil tjekke dit strømforbrug, skal du især være opmærksom på strømtyve som:
- El-vandvarmer, el-radiatorer, el-gulvvarme, el-varmeblæser, el-håndklædetørrer og el-opvarmning.
- Tv, it og elektronik (spillemaskiner).
- Gammelt køleskab, fryser eller ovn.
- Tørretumbler.
- El-apparater på standby.